R.I.P. Det Offentlige Rum

Det er sorgfuldt, men vores fælles rum er døende. En digital chimpanse siger tak for alt og farvel til det offentlige rum.

af Jo Hedegaard

Sidste år sad jeg til en Art Talk på CHART Art Fair med arkitekten og livsstykket Jan Gehl. Talkens omdrejningspunkt var Gehls humanistiske arkitektur, der har gjort ham kendt i hele verden. Gehls motto er: “Byer for Mennesker”. Et motto, der folder drømmens faner ud og sender tankerne i retning af Inger Christensens vidunderlige poesi-udtryk: »en by der er blød som en krop.«

Dén by synes langt borte i 2025. Og udtrykket lugter velsagtens af bagstræberisk idealisme à la “at ville stoppe blomster i kanonerne” – i et samfund der styrer i den modsatte retning. Vores byer i dag bliver hårdere, eller i hvert fald glattere. Særligt bycentrene ligner mere og mere lufthavne. Moderniserede, velisolerede, uden huller i lommerne – og ikke mindst meget planlagte, hvilket også blev et emne i samtalen med Gehl.

Til gengæld var der, til min store overraskelse, ingen – heller ikke i den efterfølgende Q&A – der nævnte telefonen, eller telefoner. Det forekom mig at være en elefant i (by)rummet: Hvordan forholder man sig som arkitekt til den fundamentale ændring af spillepladen, som digitaliseringen har afstedkommet?

Hvordan er et menneskes parcours gennem en by? Hvad så med et menneske med snuden i telefonen?

Tegner man en realistisk model over det offentlige rum i dag, er hvert andet menneske vel nok på telefonen. Den elefant blev ikke adresseret den eftermiddag på Charlottenborg.

Jeg er bestemt ingen ekspert i byplanlægning. Men jeg er måske en slags ekspert i offentligt rum, fordi jeg som kunstner har arbejdet i det i snart femten år på tværs af forskellige byer, med diverse performances, eller aktioner, som jeg kalder dem.

Når man arbejder på gader og stræder lærer man om blikke, fordomme, fordømmelse, nysgerrighed, hierarkier, negligering, selvtillid, agens, flokdyrsmentalitet, selvovervindelse, (næste)kærlighed. Sådan nogle ting. Og finmekanik – social finmekanik.

Det offentlige rum har af samme grund altid interesseret mig grænseløst. Og jeg har observeret det med den hemmelige superkraft, at jeg er digital chimpanse – jeg har aldrig ejet en iPhone. Det har på sin vis givet mig et godt udgangspunkt som uvildig observatør.

Det er med en vis sorg, at jeg over de sidste år har set det offentlige rum svinde ind og blive privatiseret af telefonerne. Og jeg skal hilse og sige, at det ikke bare er apparaterne, men også vores kultur omkring dem, der har ændret sig uhyggeligt hurtigt. Det handler altså ikke kun om, at teknologierne er blevet mere veludviklede. Vores syn på eget forbrug er forandret dramatisk.

For femten år siden hylede vi af grin, når mennesker gik og talte ud i luften i et headset. Telefoner var faux pas på restauranter. Vi skammede os over eget overforbrug. Hvis man ikke kunne styre sit telefonforbrug i skolen, smed sløjdlæreren den i kogende vand. Det lyder som et afsnit af Flintstones, men det er kun femten-tyve år siden.

Dengang ville vi have grinet det ud af banen, hvis nogen havde fortalt os, at alle mennesker i nær fremtid ved enhver given lejlighed ville glo ned i hver sin telefon. At folk om bare få år ville sidde på toget og se private videoer med lyden tændt.

Klip til 2025. Alle har et sæt AirPods og taler med spøgelser. På (mange) skoler bruges telefonerne aktivt i undervisningen. På restauranterne ligger de ikke i lommen, men på bordet – hvis man er to mennesker ude at spise, kan man æde sin hat på, at begge tjekker telefonen, hvis den ene går på toilettet. Vi er dopaminafhængige, og Gud forbyde at vi nogensinde bare skulle stirre ud i luften og tænke en tanke. Den offentlige transport er hver vores private underholdningsbiograf og hjemmekontor. Ud & Se med DSB – ingen ser andet end ned i skærmene. Metroen ligner en zombiefilm.

Den offentlige transport er så tryg og privat i dag, at man nærmest bør tage sutsko med. Vi har kulturelt mistet enhver fordums forfængelighed og kigger dødt ned i skærmene. Vi ligner på den måde mere og mere de robotter, vi betjener. De fleste mennesker i det offentlige rum kan anses som værende ikke-tilstede. Vi smiler i 2025 til Snapchat-kameraet, ellers ser vi døde ud. Vi er levende på billedernes digitale børs, men ikke i virkeligheden. På den måde har teknologien stjålet liv fra det offentlige rum.

Som digital chimpanse har det været en desperat rejse at være med på. Jeg har elsket det offentlige rum for blikkene, akavetheden, signalerne, den tilfældige forbrødring. Jeg har værdsat det stadig mere, i takt med at det er blevet afviklet.

For tiden taler regeringen om åndelig oprustning, men har svært ved at konkretisere, hvad det er for noget – hvilke værdier “vi skal kæmpe for”. Adspurgt i ATLAS kommer åndelig oprustnings-ordfører Ida Auken det ikke meget nærmere end “demokratiet”. Jeg vil gerne hjælpe regeringen og kommer her med en påstand: Åndelig oprustning går gennem neddigitalisering af det offentlige rum.

Det offentlige rum er demokratiets most valuable player. For det faciliterer nemlig det frie og fordringsløse møde mellem menneskene i samfundet. Her kan vi mødes på tværs af alt det, som ellers skiller os. Her deler vi flygtigt virkelighed, en ‘tilfældig’ fælles virkelighed, helt ulig den som algoritmerne skræddersyr til hver vores digitale liv.

Det er en demokratisk opgave at værne om det rum, som vi måske godt kan glemme i vores gamle agurke-monarki. Det er ikke tilfældigt, at der slås ned på netop det offentlige rum i diktaturer.

Opgaven er dog ikke kun demokratisk, den er også af social karakter. En større FN-rapport fra i år viser, at der er sammenhæng mellem lykke og dagligdagsinteraktioner med fremmede. En anden rapport fra 2022 peger på »relational diversity« som nøgle til et godt liv. Altså: Underminerer vi det offentlige rum, så svigter vi simpelthen hinanden. Ikke mindst svagere borgere, der har brug for den banale omsorg, interaktioner med fremmede kan give.

Jeg elsker de utippede møder og det offentlige rums forudsigelige uforudsigelighed. Mulighederne, der altid vibrerer under overfladen. Mulighederne for møder er ikke forsvundet, the window of opportunity er bare blevet smallere som følge af den røvirriterende privatisering.

Det er muligt, at det er mere normalt nu at swipe tinder end at tale med de søde singles på nabo-barbordet, men netop derfor er det vigtigt at insistere på, at der findes nogle arenaer i samfundet, hvor møder kan opstå uden forudsætninger. Spørgsmålet er eksistentielt: skal vi kunne forudbestemme samtlige af livets møder ud fra en app? Gu’ ska’ vi røv. Det er ikke et fripas til grænseoverskridende adfærd – for vi kan netop bruge det offentlige rums uforudsigelighed til at fine tune vores sociale musikalitet. Det smukke ved det offentlige rum er, at det altid forhandles; det hjælper os mennesker skærpe vores sociale bevidsthed og situationsfornemmelse. Det er små muskler man ikke kan træne i fitnesscentret.

Antitesen til et asocialt offentligt rum er et rum, hvor vi i grundtanken står til rådighed for hinanden. Kunne vi forestille os sådan et rum, eller virker den idé lige så fantast-nostalgisk som Den Bløde By? Det ville kræve en anden opmærksomhed. En ny bevidsthed.

Jeg medgiver, at det er et tough sell at sige til folk, at de bare skal begynde at stirre ud i luften igen, når de nu hellere vil se mindfulness-videoer på telefonen. Det minder lidt om salig Jytte Abildstrøm, der skulle lave et slogan til et rejseselskab og vendte retur med »bliv hjemme, sæt dig ned og tænk dig om.«

At blive fortaler for (telefon)skammens tilbagekomst i et skamløst samfund virker som en tabersag. Lidt som at gå ind for en byplanlægning med bevaring af områder i byen, der ikke har nogen egentlig funktion, oaser, steder der ligger brak – byplanlægningens svar på at stirre ud i luften. Desværre: den skrubtudse er for længst bulldozet, grundene loddet ud, hver en kvadratmillimeter opkøbt. Alt er planlagt.

At sidde på hænderne er omvendt dumt. For selvfølgelig kan vi ændre kulturel praksis. Argumenter for at lade stå til – “det er bare sådan det er”, “velkommen til 2025”, “det er den vej det går” – er absurd tynde kopper te. Det er ikke engang argumenter, det er indrømmelser, sådan: “teknologien styrer os” – “jeg er bare passager på Titanic”.

Regeringen, anført fornuftigt af Moderaternes Rasmus Lund-Nielsen, vil lave et forbud mod brug af sociale medier for unge under 15. Det er en start. Men stemmer det overens med, hvad man ellers foretager sig (eller ikke foretager sig) politisk?

Journalist Michelle Bager stod for nylig i Debatten og kunne glad fortælle, at de i hendes 9-åriges skoleklasse havde købt dumbphones til alle børnene. Smart nok. Men ingen fandt det vigtigt at nævne for hende, at 3G-netværket lukker i år. Snart lukker også 2G-netværket, medmindre nogen redder det.

Alle de gamle (velfungerende) telefoner er dømt til at ryge på møddingen, og vi har ikke andet valg end at købe nyere telefoner. Vi tvinges i armene på tech-giganterne. Det er problematisk af tusind grunde og kontraintuitivt i forhold til både prepping-dagsordnen og den grønne omstilling. Vi vil bruge mere strøm, mere internet og hive flere sjældne mineraler op af verdenshavene. Og en iPhones batteritid forslår som en skrædder i helvede i en nødsituation.

Digitaliseringen af offentlig infrastruktur er også et politisk valg. Den er ingen naturlov. Man lægger til grund, at alle har kort i baglommen, og så tager man alle vejkort ned. Det er et valg. Sådan er der mange valg: Kontanterne udfases. MitID kører på app.

Det er meget smart alt sammen, det er bare lidt usmart. Staten skubber lige nu på, ikke imod, at vi bliver mere og mere afhængige af vores telefoner. Men vi skal have kontanter klar, når russerne kommer, ikke? De politiske signaler er i øst og vest.

Vil man opruste åndeligt, kunne man starte med at erkende i hvor høj grad amerikansk tech og underholdningsapps dominerer det offentlige rum. Vil man demokratiet, må man være det offentlige rums advokat.

Hvem skal gå forrest? Kunstnerne? Ja, hvorfor ikke. Vi er veteraner i at producere virkelighed. I at ændre kultur. Aldrig har invitationen været stærkere til at komme ud af galleriernes ekkokamre og ud på gaden – gaden har brug for os.

Vi, kunstnerne, ved jo også, at gallerierne næppe er de ideelle kontekster for kunst, som de giver sig ud for med deres grænseløse hvidhed og postulerede neutralitet. Galleriet er alt andet end neutralt, det er et ekstremt kodet rum fuld af sociale forventninger og hierarki. Kunstkritikeren Brian O’Doherty beskriver bedre end nogen i sit legendariske essay Inside the White Cube den karakteristiske u-kropslighed, der hersker i galleriet. Han bemærker, at man i galleriet for at tilgå værkernes »efterlivsagtige evighed«, allerede skal være død. Derfor reduceres man til et »øje uden krop« i galleriet.

Det problem er man helt befriet for, hvis man som kunstner arbejder i det offentlige rum. Det er en anderledes kropslig oplevelse, ikke et ordnet, hinsides-lignende safe space, men et rum fuld af kaotisk kontekst ligesom livet selv. Nogle gange virker det som om den såkaldte kunstverden helt har ignoreret de sidste 70 års landvindinger og alle de lysende pile, der har peget fra galleriet ud i virkeligheden.

Det har nok at gøre med, at galleriet også blåstempler kunsten som kunst. Det er altså det, der er på spil for en kunstner, der træder ud i det offentlige rum: Risikoen for, at kunstneren mister sin titel, og for at værket mister sin status.

Det er ikke desto mindre dette mod, kunstnerstanden må fatte. Vi skal mere ud i virkeligheden, danne modtryk, ud og smadre robotter! Du hørte det her først: fremtidens kunst er aktivistisk – ikke som bullshit, kommentarspor og humørforladt politisk korrektiv til en vanvittig verden, men som menneske-energi udtrykt, kunstnerne som budbringere af high weirdness, kunstnere som – med egen krop i det offentlige rum – hackere af de golde realiteter.

Det er et godt tidspunkt at fatte mod på som kunstner: der bliver flere og flere af os, flere til at dele færre midler. AI vil bombardere verden med billeder. Og forhåbentlig ser vi også snart en fatigue. Fremskrevet står vi hver til at bruge 11 år af vores liv på telefonen. 11 år.

Jeg drømmer om, at det ikke sker. At vi vågner op. Allesammen. Og allerhelst lige nu. Jeg håber, det er et mareridt, jeg har, hvor vi alle går rundt i supermarkedet, mens der spilles AI-genereret muzak. Jeg drømmer om, at vi igen kan se absurdkomedien i zombiefilmen, den hvor vi alle sammen sidder og doomscroller i metroen. Et levende og fælles offentligt rum. Det drømmer jeg om. Men det er måske også bare bagstræberisk idealisme.