Dansk kunst har brug for et mirakel
Dansk kulturliv er i afgrundsdyb krise, fordi kunsten er blevet gidsel i en politisk kulturkamp. De konforme danske kunstnere enten nikker anerkendende eller er passive beskuere.
af Jo Hedegaard
Retssagen om Jens Haanings værk Take the Money and Run fik for nogle uger siden sin afslutning. Det skete i al fred og fordragelighed mellem de to involverede parter, Haaning og Kunsten i Aalborg, da en tredje part trådte ind på scenen: Det Obelske Familiefond.
Museumsdirektør Lasse Andersson talte om løsningen som et sandt mirakel: »Det Obelske Familiefond har løst den gordiske knude, som hverken Jens Haaning eller Kunsten har kunnet løse siden udstillingen Work it Out i 2021«.
"Miraklet" her er et lidt profant mirakel. Det har endda et navn til hverdagsbrug: Penge. Fonden betalte populært sagt Haanings løsesum. Alle tjener en skilling, og så er den potte ude. Klassisk dansk pragmatisme: den dag revolutionen kommer, regner det. Høtyve bruger vi til hø.
Desværre er sådan et pragmatisk forlig noget af et antiklimaks for os, der havde håbet på en større juridisk-kulturel diskussion om begreberne kunst, arbejde, omtale og valuta i den verden, vi lever i. Ikke en eneste passioneret tale i How To Kill A Mockingbird-stil fik vi, kun en gammel hønisse med en pengekuffert, der løste problemet med kistekold valuta. "Miraklet" i Haaning-sagen består i, at alle vandt. Alle blev rigere. Det er næsten helt utrolig kedeligt.
Til gengæld var sagen godt egnsteater fra starten. Andersson indrømmede, at han »grinede højt«, da han først så rammerne uden penge i, som Haaning havde sendt ham. Derefter måtte han skifte paryk og spille rollen som seriøs institutleder, der ville have sine penge tilbage, mens folk flokkedes om to tomme billedrammer.
Man kunne have spillet det som sommerrevy på Kunsten, der i sin tilhørende park har en Amfiscene, og kaldt lystspillet: Hvem Røver Hvem? - men man valgte at spille spillet i medierne i stedet, dog stadig med hyggelig slutning. Den slutning er irriterende, fordi sagen i starten lugtede af idealisme og sensation: endelig en ærlig strid, to mennesker i dansk kulturliv, der kan finde ud af at være uenige om noget! Nu har Kunsten købt værket.
Det vidner mest om en grænseløs pragmatisme (og opportunisme) i dansk kunstliv. Haaning-sagen stiller til skue, hvor uduelige vi er til at have en animeret diskussion i dansk kunstliv. Måske skyldes det scenens størrelse: alle kender alle. Ingen vil være uvenner. Jeg tror dog det er på tide at se lidt nærmere - og mere kritisk - på den politiske konformitet i vores kunstbranche. For den suger livet ud af vores kultur og giver os mere af det samme.
Kunstnere, institutioner og medier må se indad og evaluere. Jeg kan som billedkunstner starte med min egen stand: vi er samfundets måske mest politisk konforme gruppe. Det skyldes, at vi fra akademierne er skolet i den samme tænkning.
Jeg tror det er på tide at se lidt nærmere - og mere kritisk - på den politiske konformitet i vores kunstbranche. For den suger livet ud af vores kultur og giver os mere af det samme.
Vores kunstskolegang er som konfirmationsforberedelse: vi indføres fra starten i god, veldrejet (venstreorienteret) antisystemtænkning og maler kedelige politiske fjendebilleder, mens vi forsøger at finde vores særegne kunstneriske stemmer.
Dertil lærer vi et fagsprog, der både rummer store muligheder for præcision og ekstrem fare for nedstyrtning i referenceharem, over-akademisering af banaliteter, eksklusion og decideret nonsens.
Art speech, som jeg kalder det, er ét aftryk af, hvordan kunstuddannelserne er blevet akademiseret, formaliseret og akkrediteret. Det er et som oftest ekskluderende sprog, hvis primære formål er at legitimere akademiseringen af kunstuddannelserne. Art speech bruges hyppigt i ‘artist statements’ - kortere tekster, hvor vi kunstnere (typisk) tilkendegiver vores inspirationer, ‘personlige undersøgelse’, motivationer og politiske sympatier.
Alle nyere akademiuddannede kunstnere har et artist statement. Det er handy, når vi går ud af akademierne, for her lærer vi, at vi at skal være vores eget PR-bureau. Det er nemt nok for os, fordi vi på skolen har lært at tolke på og kritisere vores eget værk. At være PR-bureau er faktisk nemmere end at være kunstner - vi har allerede en elevatortale i baglommen.
Vores kunstskolegang er som konfirmationsforberedelse: vi indføres fra starten i god, veldrejet (venstreorienteret) antisystemtænkning og maler kedelige politiske fjendebilleder, mens vi forsøger at finde vores særegne kunstneriske stemmer.
Et vigtigt våben på PR-bureauet er Instagram-profilen. Sådan en skal man have, hvis man vil arbejde som kunstner. Vi skal have vores egen kanal. Får vi at vide.
At de yngre generationer af kunstnere nu både er egne kunstkritikere og PR-bureauer gør to ting. Det giver os en større arbejdsbyrde: den deltes før af dels kritikere, kunsthistorikere og gallerier. Og værre: den forudsætter den falske præmis, at kunstneren ‘forstår’ sig selv, sin kunst og sin (politiske) mission til fulde. Det gør kunstneren ikke. Var det tilfældet, var kunstneren blevet PR-person i stedet.
Årsagen til, at vi skal lade som om, vi ved hvad vi har gang i, er selvfølgelig at det giver bonus, når vi skal søge open calls og fondspenge. Lad os se på fondene.
Fondsverdenens fundatser er fulde af politik. I Statens Kunstfond er det nu officielt erklæret en fordel, hvis ens projekt/praksis tager stilling til bæredygtighed. Og har man udpeget forfatter Merete Pryds Helle til ny forperson, der fornyligt blæste til kamp mod Giacometti og den gamle garde. Fordi hun »keder sig« - »(de) har fyldt på bekostning af meget andet kunst«. 10 point for tidstypisk signalpolitik.
På Facebook udbyggede Helle kritikken: »Duchamps urinal er stadig interessant formmæssigt; men ikke engang i San Francisco hvor den er udstillet, føler de det nødvendigt at oplyse, at idéen oprindeligt kom fra Elsa von Freitag Loringhoven.« 15 point! Men værre: Merete Pryds Helle viderebringer her fake news - historien om ‘urinalets’ ophav er forlængst debunked. At formanden vil trylle Duchamp om til en kvinde, er i øvrigt helt overflødigt - det klarede han fint selv med sit alter ego Rrose Sélavy (Eros, c’est la vie)!
Den sidste del af udtalelsen er altså bare noget pis. Men hvad med første del: at Duchamps' urinal (fontæne) stadig er formmæssigt interessant? Hvorfor, Merete Pryds Helle? Er der lys i lampen? Det er jo det eneste her, der kommer tæt på et kunstsyn. På indhold. Hvorfor har ikke én journalist spurgt ind til den del? Hvor var dansk kulturpresse der? Sad de og spiste citronmåne ude foran Landsretten mens det Obelske Familiemirakel indtraf?
Alt det for at sige: fondene er politiske. Vores største kunstfond følger tidens trend to a T. Det tager kunstnerne selvfølgelig bestik af.
Grunden til, at pressen ikke spørger kritisk ind til den magtfulde forpersons kunstsyn, er, at den er lige så konform og ligeglad med spørgsmålet som fondsforpersonen selv. Som jeg ser det, udgør pressen et af hjørnerne i den Bermudatrekant af meningstab, som dansk kulturliv befinder sig i - de andre to værende kunstnerne og fondene/gallerierne/institutionerne.
Presse gives til udstillinger, der passer ind i nyhedskriteriet. Udstillinger sælges, brandes og skrives om med deres politiske aktualitet i forgrunden. Kunst som ‘kommentar’ til noget. Kommentarer findes normalt i debatsektionen, hvorimod kunst ynder at arbejde på flere sider og danse i elevatoren.
Institutionerne forstår selvfølgelig mediernes spilleregler: udstillingsteksten vil - så sikkert som amen i kirken - forklare, hvordan udstillingen passer ind i det politiske landskab. Djøffere på Institutionernes Olymp kappes i disciplinen at passe ind i tiden. At lave udstillinger, der behager tidens tand. Bagsiden af medaljen er et kedeligt og forløjet kulturliv, der lefler for en klikhungrende presse. Når alt handler om billetter og klik, kollapser kritikken. Så kommer anmeldelserne til at handle om alt andet end kunsten.
Totalt udstillet bliver denne dynamik, når con men under falske navne, som Kulturinformation.dk, skriver anmeldelser af større udstillinger. Anmeldelser der ryger lige på plakaten, då! Fem falske, idiotiske stjerner er bedre end ingen stjerner. Og 2 bedre end salamien! De stjerner sælger jo alligevel billetter i loppecirkusset.
Pressens pres for at holde sig relevant rammer også kunstnerne. Det truer dem reelt på levebrødet. Politiseringen, der siver ind i fondene og kunstinstitutionerne, tvinger kunstnerne til at danse efter en politisk pibe, der ikke er en pibe. Den er en politisk spiseseddel, og på den står: køn, seksualitet, identitet, race, kolonialisme, klima, kapitalisme. Jo flere krydser man kan sætte, jo federe er man.
På den måde inciteres vi til at blive konforme, hvis vi ikke allerede var det. Vi vil jo gerne være med i hulen. Men det får også nogle stærkt bizarre udtryk. Mit Instagramfeed er nu - sagt som Københavnsk kunstner - noget så kuriøst som et mix af kvadratiske affotograferinger af værker, bar røv og politisk aktivisme, særligt for Palæstina.
I kunst- og kulturlivet oplever jeg en klar forventning om, at man er politisk aktivist. Intet galt med politisk aktivisme! Men værnepligt?
Der er endda socialt pres i min branche for at bedrive digital aktivisme, ikke være silent, at bruge sin kanal. I Insta-aktivisternes selvforståelse har man heroisk opofret chancen for selvpromotion for en vigtig og desperat sørgelig sag. Det er sandt: krigen er ubærlig. Men at den accellererede aktivistiske adfærd på sociale medier er konsensus, gør den ikke nødvendigvis fornuftig. Den har i hvert fald to vigtige logiske implikationer: 1: At Metas medier i alle fremtidige krige vil blive foretrukne propagandainstrumenter for krigsliderlige psykopater, fordi de er sårbare overfor misinformation, feeder på konflikt og skaber ekkokamre. Og 2: Når krigen går af mode (som det skete med Ruslands krig da helvedet i Gaza brød løs) - eller vi forhåbentlig får fred - må kunstnerne vel rette parabolen mod næste ildebrand. Eller hvad?
På den måde bliver digital politisk aktivisme til kunstnerisk valuta, hvis den følger tidens og branchens snævre moralkonsensus. Konstant politisk posting er til gavn for ens karriere, simpelthen.
Det er naturligvis glatbanekørsel set fra et demokratisk synspunkt. Uholdbart. Det er mig et under, at Instagram-aktivisme og avantgarde kan sameksistere i en sætning. I så fald er det avant-garde ud i havet. Jeg tror i stedet det er på høje tid at erkende, at vi har lagt for meget i hænderne på en tvivlsom amerikansk tech-monopol, hvis forretningsmodel er konflikt. Og at linjen fra danske kunstneres ekkokammeraktivisme til fred i Gaza er svær at tegne. At man måske havde brugt tiden bedre på at spise et æble. Eller måske lave et kunstværk, og tænke over det vise det et sted udenfor ens menighed, være den digital eller analog.
Desværre tror jeg ikke, at vinden vender lige foreløbig. Af flere grunde. Fordi moralske signalementer synes at fylde hele billedet i dag. Fordi vi kunstnere er vant til ekkokamre, vi kan endda lide dem (det runger i hvide kuber). Og fordi vi desværre lever i en tid, hvor kunsten - for at bruge et nyt billede - er politisk gidsel i en kulturkrig, som styres af medierne og de magtfulde institutioner.
De fleste ser det som progressivt og nødvendigt, at kunsten tager politisk (missionær)stilling i så ekstreme tider. Derfor gidseltagningen. Men kunsten har intet at gøre i sådan en kold kælder. For den kan jo netop det, som politik ikke kan: tale flertydigt til sanserne, skabe indre verdener, røre hjerter.
Dét gidsel kan ikke købes fri af en fond. Det kræver længere forhandlinger på tværs af kulturen. Medierne skal tage et opgør med egen grådighed. Institutionerne med egen opportunisme. Kunstnerne med deres politiske konformitet.
Hvis kunsten skal gå fri, skal vi, alle sammen - også når det gør nas - insistere på, at kunsten skal være et åbent kritisk rum. Et rum, hvor vi udfordrer automattænkning og konsensus. Et rum, hvor vi går hen for at forhandle vores identiteter og narrativer - snarere end for at bekræfte dem. Et rum, hvor vi ikke fortæller beskueren, hvordan værkerne skal fortolkes, fordi vi selv vil være på moralsk sikker grund.
Ovenstående er indtil videre bare ord. Så lad os tale konkrete handlinger. Hvem vil vove noget for at tage gidslet tilbage? En bevilling? En udstilling? En mellemlederstilling? En cancellation? En shitstorm? Et bekendtskab? Hvad er vi egentlig så bange for? Jeg udfordrer jer, kollegaer! Kunstnere, giv mig noget godt!
Hvem tør mene noget upopulært? Hvem tør undlade at tage et klamt ord som ‘karriere’ i munden? Hvem vover at vise mig en sjæl med et ærligt prisskilt? Hvad med: Glem presset. Glem pressen. Lad os arbejde, skubbe på, skaber nye hierarkier! De hvide gallerier og hellige haller er ikke nødvendigvis opad, bare fordi de ligner efterlivet. Kom ud af hullerne, navlerne, nicherne, røvhuller!
Miraklernes tid er ikke forbi! Jeg folder fælderne og ønsker mig disse: en kurator der åbner et vindue, en forestillingstekst der ikke får banko i bullshit bingo, værker der kan tale selv, en anti-Instagram-helligdag, et nyt fondssystem for kunstnere, en djøffer der indrømmer at være gået forkert, en trigger warning der selvantænder, en brandtale, mindre opkast i egen mund, en ærlig, åben, substantiel, stimulerende - måske endda charmerende - levende kulturel samtale.
Jeg skriver jo det her, fordi jeg elsker jer, for fanden! Hvem kontrollerer jer? Hvem kontrollerer os? End ikke den mugneste fondsbestyrer med citronøjne og attachémappe. End ikke white cubens hypnoselysstofrør, intimiderende hvide vægge, end ikke nul likes, FOMO, landsretsdommere, de pivsure glas hvidvin til vernissagerne, de udrikkelige spons-passionsfrugtøl til finissagerne. End ikke de skinnende læderjakker hos moralpolitiet.
Alt det er spil for galleriet. Kulisse for de større og mindre omvæltninger, vi formår at udføre, vores healing og saltning af kollektive sår, vores arbejdes kraft og skønhed, poesien der kan få ting til at skifte navn. De spørgsmål vi må og skal stille. Nysgerrigheden, ydmyge åbne øjne, træer der falder i skoven, lusken i periferien, på scenekant. Vores tvivl der hviler som en tømmerflåde på det reservoir, som vores underbevidsthed er. Dette gigantiske, uendelige område ved vi stadig ikke en skid om. Fisk! Arbejd. Vores arbejde er vigtigt - vi har mere på paletten end kun politik.
Af med handskerne. På med handskerne. Hvad er vores kampråb? Find selv ud af det. Det her er kun en beføjelse fra en fattig kunstner. Vi kan godt være mere os selv. At være sig selv kan aldrig være kætteri. Men at gå i kutte og kirke, hvis man ikke er kristen - Vorherre bevares! Lad os starte med at se igennem al staffagen. Ud af kirken med os. THE GALLERY STARTS HERE - som der står på min atelier-dør på den udgang, der vender mod gaden.