Hvordan bevarer man et åbent sind?
​
Ungdommens åbenhed og spontanitet kan være smertefuld at ville bevare, når man ikke længere er helt ung. Kunstner Jo Hedegaard gør et forsøg på Roskilde Festival.
​
Jo Hedegaard
​
Jeg sidder i et tog på vej til Roskilde Festival. Foran mig hænger en af DSBs skraldeposer. »Denne skraldepose er lavet af 100 % genanvendelig plast« står der med store bogstaver midt på posen. Tillykke. På netop dén skraldepose plejede der at stå et ‘digt’, som efter hukommelse lyder: »Skraldet i posen. / Posen i hånden. / Hånden på hjertet. / Hvor skal det ende? / I skraldespanden. / På perronen. / Tak.« Med punktummer og det hele!

Det digt har altid undret mig, fordi jeg læser det som en direkte opfordring til at smide sit hjerte i skraldespanden. På en bagperron. Men lad nu det ligge. For hvor om alt er, har digtet selv fået en lige så trist ende: Det har måttet vige pladsen for et politisk signal, et på mange måder ubrugeligt stykke information: »Denne pose er lavet af 100 % genanvendelig plast.« I kunne, hvis det absolut skulle stå på poserne, have skrevet det med små bogstaver nede i bunden, under digtet, på siden, men nej, I ville have at alle skulle se det. Så må digtet lade livet. Vi lever så sandelig i de politiske signalers tid.

Det har Roskilde Festival, som jeg er på vej til, forstået, og de bruger både arme og ben: der er repræsentation par excellence i musikprogrammet, moraliserende trailers til koncerter, diversitetsreklamer, queer yoga, twerking workshops. De har endda dedikeret et kæmpe monument midt på festivalpladsen, som man kunne have fyldt med noget fed kunst, til de ordblinde. Nogle store, grønne, grammatisk usømmelige, politiske korrekte statements om ordblindhed. Tillykke. På handicap-parkeringen har de lavet særlige skilte, hvor kørestolikonet rækker klør fem i vejret med djævlehorn. De er fede. Maden forsøger at være økologisk; portionerne er små. De har givet op på at lave pis om til øl, nu er alle øllerne i stedet for bare øko, og smager af pis. Eller for at være fair: de smager godt, men de er kraftige. Ikke det vandige øl, en festivalgæst har brug for i varmen. Jeg tog nok hellere tændvæske eller tequila i min ølbong. Men det er selvfølgelig godt for verden: alt på Roskilde er økologisk, dvs. alt undtagen festivalen selv, der fortsat må betegnes som et miljøsvin, alt i alt. Den bliver svær at skilte sig ud af.

SILENT AND CLEAN, står der på store skilte i J-området, der, i parentes bemærket, hverken er silent eller clean. Der skal mere end et par høje træer til at afskærme de dæmonisk afsindige lydanlæg, der spiller fra infernoet i G. Ingen undslipper musikdiktaturet. Man må underlægge sig døllehovederne i bar kas’, der styrer playlisten i disse musiktanks, der er rullet ind på pladsen med allerstørste selvfølgelighed og jævner al musikmodstand med jorden. Abide or die! Som læseren måske bemærker, trækker der tunge boomer-skyer ind over Dyrskuepladsen – og dette essay.

Sådan skal det ikke gå – kun. Det er ellers nemt at føle sig som en boomer på Roskilde Festival. Der er ingen navne jeg kender, eller næsten ingen. Festival-avisen er afskaffet. Musikken er højere (og dårligere) i campingområdet – det føles som en naturlov, at det går den vej – og der er intet fysisk program, så alle render rundt på deres Powerbanks’ nåde med tuden ned i telefonen for at finde noget som helst. Det er selvfølgelig noget gris, rent energimæssigt, og for den sags skyld også rent menneskeligt.
Hver af disse punkter har punkteret en lille smule af den festivalkultur, der engang var. Det er ikke en smagsdom, det siger vel nærmest sig selv. At hade på træk og slip-toiletter og den slags luksus synes mere som patetisk nostalgi – men jeg gør det gerne alligevel til lejlighedsbrug. Jeg græder også gerne for den tåbe, der fandt på at tage en akustisk guitar med (good luck, Joni!) og lamenterer, at Roskilde ikke har ringet til Neil Young.

Boomer-metret gløder rødt.

Det kan dog ikke hjælpe noget at være på festival på den måde. Yes, man kan have sine holdninger og generationsforskelle, men Roskilde er en heksegryde med en hel masse skidt, kanel, tendenser, kultur og adfærdsmønstre for den der spærrer øjnene og hjertet op. Eller blot går til buffeten med det forbehold, at man netop er den alder, man er, og har sine bias. I en af campsne tæt på i J finder vi nogen på vores egen størrelse. De refererer til sig selv som Ældresagen. Det kan jeg godt lide. Ældresagen har væltet rundt i de pishegn, hvalpene boltrer sig i. Jeg tror lowkey det er key hernede at forstå sit eget bias.

At se med blide og åbne øjne mod den fred, der ligger i dette eskapistiske kaos, i frisindet på denne plads. Ja, det er måske lidt trist at man skal tage til en pløjemark i Roskilde for at føle sig frisindet, men frisindet er her. Her er det åbne rum, hvor fremmede bumper ind i hinanden, falder hinanden om halsen. Nogle snaver med i hinanden i mørket på bakkerne, som de går forbi hinanden. Det rum har vi ikke i byerne, og det indskrænkes tilmed dag for dag af telefoner, privatiseres. Der hersker en åbenhed hernede på pløjemarken, der passer til et fladt land, en kådhed, der gør grundstemningen let. Hvis man er lidt lalleglad, kan man bare kalde det the orange feeling.

Nok skal dem gamle hund ryste pelsen en ekstra gang, vanerne, satheden, metaltrætheden, mætheden. Og tage et kig i spejlet. Da jeg var tyve kunne jeg forelske mig i alle jeg så, alle var seksuel målgruppe. Den går ikke for en tredive-årig. Man går som usynlig for de helt unge, de føles som seksuelt lukket land. Man observerer disse ikke som artsfæller, men som andre arter, som fra en ATV i Serengeti-nationalparken.

Heldigvis er vores nabocamp 2.g på Zahle, og sådan mødes Nokia 3310 med Tiktok (eller hvad det hippe hedder nu) på Roskilde Festival 2025. Vores naboskab bliver skudt spektakulært afsted, da jeg første dag bytter 24 iskolde øko-pis-tuborg med 24 lunkne Harboe, som studenterne har splejset til og bjerget hjem fra Rema 1000 i Roskilde. Vi bytter lige over. Da jeg vender ryggen, jubler de. Jeg kan se det ud af øjenkrogen. Desuden er de nogle herlige og meget omgængelige unge mennesker. Og ja, de har en Soundboks, og ja, den spiller dakkedak. Det skal den da også bare gøre (eller hvad-man-siger: hvem har egentlig lyst til at trækkes igennem disse techno-neanderthaler-playlister?), i hvert fald 95 % af tiden.

For vi er jo ikke kommet for at være sure gamle mænd, men for at lege, så vi laver en lege-aftale med 2.g på Zahle om de sidste fem procent. Klokken er 11 om morgenen, og legens regler er: hvis vi kan fiske en linje ud af en af deres sange, som er titlen til en anden sang, så må vi få den anden sang i kø. Første nummer de spiller dakker øredøvende d.a.u.d.a.: doofti-doofti-doofti-ALL NIGHT LONG! »Godt!« siger vi, så vil vi gerne høre All Night Long. Og sådan bliver det. Lionel Richies stemme transformerer de få kvadratmeter omkring os, de fremmede der går forbi løsner op i kroppen, går som på hængsler, danser lidt.

Dan Turèll skriver i et digt om, hvordan han spiller Miles Davis i sin lejlighed og observerer de forbipasserendes gangart ændre sig, som de går forbi netop hans vindue. Det samme sker her. Må det være den eneste morale i denne omgang fra de lidt ældre til de lidt yngre.

En Turèlls venner, F. P. Jac, ville drikke sig ihjel i ung alder. At »hoppe rundt i nogle små ginflasker« var sjovere end at trække døden i langdrag. Jacs tragedie bestod i, at projektet fejlede. På Roskilde går vi til den, unge som gamle. Og hvis vi fortsætter, skal vi nok lykkes med at drikke os ihjel. En af youngstersne siger, at han drikker 40 øl om dagen, og hver anden gang jeg ser ham, tror jeg på ham. Han kom, han sad, han sejlede.

Hvad der er ungdomskultur, og hvad der er mangel på kultur, må guderne vide.

Heldigvis er jeg kommet hjem fra Roskilde med ophøjet tro på ungdommen, navnlig på grund af mit møde med tre unge svenskere i Volunteer Village. De er kommet over for at hjælpe mig og Umay med at plastre en hest op i papmaché. Det er, tro det eller lad være, min dagstjans, mit Roskilde-job, jeg er ansat til at lege. De kommer først hen, fordi ørerne på den hest, vi har bygget i hønsenet, peger fremad. Det betyder, at den er bange, siger Ellen, en i trekløveren. Følsomheden over for dén detalje har Umay og mig solgt til stanglakrids. De er alle tre omkring de 19, fra Sverige og så fulde af liv, at ungdommen står ud af ørerne.

Vi plastrer op, det er terapeutisk og lettere hjernedødt, så der er plads til lidt samtale imellem papirstrimlerne. Ellen, Luna og Michelle fortæller, at de er på rundrejse i Europa med deres punkpand, Strip and Stroop. »Hvad siger I, navnet var igen?« spørger vi. »Strip and Stroop«, siger Luna med de smukke, klare blå øjne. »Ni vet, strip. Och stroop, som sirup. Men vi stripper inte mer. Inte mer strip.« De vil buske sig igennem Europas hovedstæder, næste uge skal de til Amsterdam. De spørger os, om vi kender nogen, de kan sove hos. »Lad mig tænke,« siger vi. Mine venner på legetjans er en gruppe cirkusartister. De står og jonglerer og slår flikflak et par meter væk. Inden der er gået en halv time har Ellen indgående bedt artisterne om kontakter i cirkusverdenen. »Jeg arbejder gratis!« siger hun med ungdommens dumme kådhed, og tager et stykke papir frem, hvor hun noterer numre og emailadresser. Jeg troede unge mennesker som disse tre var udgået af produktion, men åbenbart – heldigvis – ikke.

Før vi lægger sidste kærlige hånd på hesten, ringer jeg til Menno, min lidt depressive ven i Amsterdam. Han er god som natten er lang, bare til tider tungsindig. Meget tundsindig, faktisk. Engang forlod hans kat ham, den kunne ikke klare alt det tungsind. Den sprang ud af et vindue og kom aldrig tilbage. Menno og jeg gør opløftet, som to gamle køtere: »hey, old chum! How are you?« Jeg fortæller ham om de tre svenskere, og han siger, at de kan bo i hans gæsteværelse. »Du vil ikke fortryde det,« siger jeg. »De er et skud ungdom lige i bugen.«

Hesten tørrer i solen. Vi maler den med spraydåser og tager den med til Horsegirl-koncert. Et af, for mig, mange nye navne. Det går op for mig, at mange åbenbart elsker musikprogrammet. En siger, at det er som skræddersyet til hende og har julelys i øjnene. Hun kommer lige fra Charli XCX på Orange.

Jeg kan dog bedst lide Beth Gibbons’ koncert. Hun har den, og har noget af det, jeg synes ofte mangler: Hun spiller koncerten, hun afvikler den ikke. Hun trasker frem og tilbage i bare fødder på en måtte kunstgræs. Hun er tilstede, derfor tryllebinder hun, viser os dette andet lag hvor kunsten findes, det er i lungerne. Ikke i drejebogen. Det kan også blive for dygtigt, for indstuderet, for manieret, for koreograferet, for mange instrumentaliserede følelser. For skræddersyet til kameraet (hey, vi står jo lige her!) – og så videre.

Når jeg møder dette nærvær, kan jeg mærke, at jeg har savnet det.
​
Vi står nede på rækkerne og ønsker at se et menneske, eller en menneske-helt, der er tilstede med os, lige nu. Ikke en funktionær, der kan afrapportere forcerede smil til arbejdsgiveren. Skal levere en times produkt, en pakkeløsning. Koncerten som et unikt øjeblik, i lungerne, aldrig bare et trin på stigen. Ikke en trædesten til en større koncert en gang i ukendt fremtid. Giv mig et nu, og skid hul i perfekthedskulturen, skid på at ‘gøre det godt’, bed ikke om publikums nåde. Vi har rigeligt af det andet, alt det der skal klares, afvikles, veloverståes, lever nærmest vores liv på den måde. Vi vil ikke afvikle, vi vil leve livet.

I mit hoved er der noget kulturelt tabu over, at kunsten så oftet er afviklet. Teaterforestillinger, kunstudstillinger, koncerter. Hvor alt sådan set er fint nok. 4 stjerner og »hvor var de dygtige.« Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har fået sådan en anmeldelse: »Jo, det var super fedt« hvor øjnene bedrager det sagte. Der er ingen gejst. Rigtig gode værker får øjnene til at funkle.

Omvendt skal man tage sin chance, tage scenen når man endelig har den. Men man behøver ikke opføre sig ordentligt. Den danske musiker Østen tager momentet, han er nærværende, men bandet går abrupt af scenen til sidst. De har ikke tid til at bukke, siger frontmanden. Den høflighed skal dø – man må selvfølgelig elske sig selv og sit publikum mere end sin arbejdsgivers stopur.
Og når vi er ved anmeldelserne. Der var ikke meget kærlighed fra anmelderne til Roskilde ‘25.

Lad os høre, hvad et par aviser skrev efter festivalen. Berlingske på lederplads: »Fra at være den store, nysgerrige musikalske kulturbegivenhed for en bred målgruppe rockinteresserede til at blive et identitetsbåret ekkokammer med et rigeligt smalt musikprogram for sekterisk yderudsnit af venstrefløjsunge omkring de 20 år.« Tillykke – der sprænger pennefører Tom Jensen jo næsten boomer-metret. Det er fuld bingoplade på reaktionært ressentiment, der har det ene formål at bekræfte Berlingske-læserne i deres fordomme – måske en freudiansk spejling fra den før så »nysgerrige, brede borgerlige avis«? Nogle skribenter er forfængelige, men ikke forfængelige nok til ikke at blive en parodi på sig selv. Tilsidst er man bare Tom.
 
Helt Tom.
​
Fra landjorden kan flere af påstandene også roligt dementeres: der er 100.000 på festival, det er et diverst publikum, musikprogrammet er ikke smalt. Det er bredt. Måske for bredt. Selv som boomer må man nægte at ryge ud over afgrunden og ligge og plaske rundt i havet sammen med de andre (et par fra Weekendavisen?) der ikke kan se havet for bare bølger. Eller strømninger.
Thomas Treo fra Ekstra Bladet skrev: »En teenager druknede på tragisk vis i en badesø. De andre 99.999 druknede i dumhed (…) Nogen bør redde dem. Det bliver ikke Roskilde. Det er for sent. Held og Lykke. I får brug for det.« Her kan vi også med sindsro tilføje: og det bliver heller ikke Ekstra Bladet. Sådan en billig smagsdom bliver ingen klogere af. Ej heller en hurtig scroll gennem overskrifterne rundt om Treos artikel på eb.dk: »Chok på hotel,« - »Sagde han det?!« - »AV AV: SKAR MAVEN OP« - »Tyv skal i fængsel.« Forresten er det nok også svært at forestille sig noget mere kulturløst end en voksen mand, der bruger en teenagers tragiske død til at lave en billig sproglig pointe. Vil du dumheden til livs, Treo, så fyr dig selv. Nej?

Tænkte det nok.

Det allermest irriterende er, for mig, at jeg jo til dels forstår denne betændelsestilstand af kritik, denne hjerne-rigor-mortis, stivheden, ubevægeligheden, gnavenheden. Men hey, can’t taste the wine if you don’t drink. Den evige kritikers problem er, at kritikeren altid står med afstand til situationen. Har problemer med at træde ind og rent faktisk være i den.

Kritikeren er afholden, giver sig ikke hen – så skal situationen være helt rigtig. Det er situationen sjældent.

Ethvert af mine (mange) kritiske forbehold har jeg forlængst drukket væk her på Roskildes dag 8. Jeg er en del af organismen nu, går fra boomer til baby, jeg er en del af det moshpit som jeg drømmer om at Kulturen skal blive. Et sted hvor vi skubber til hinanden, som paradoksalt nok rummer både omsorg og anarki.

Kritikken kommer nu, i slutspurten, kun i små flashes. Jeg er på sin vis gået i ungdom. Smugler øl ind på pladsen, ligner Elefantmanden med mine bugnende lommer. Da jeg smugler mest ind, har jeg elleve øl på mig. Det er som at begå butikstyveri med en af butikkens kalkuner på hovedet. Jeg prutter om prisen i madboderne. Laver lokumsaftaler med madtelte. Manifesterer gamle venner, som træder ud foran mig på stien, taler med spøgelser i drinksboder, kazoo-battler til Geordie Greep, ser danseopvisning og fremragende acts, bands jeg aldrig har hørt om. Deler whiskey med min næste. Fuck, man skal være hård hvis man modstår al den forbrødring, der gives kvit og frit på disse hektar.

Mandag, råber jeg! Lad os evaluere efter, skrive essays, flyve dronen op over dette wasteland nær Roskilde og prikke til alt der kunne være bedre, give en trestjernet anmeldelse. Men, lige nu – set ophedet, fra solstik og syvendedagstømmermænd: Rossen kan stadig, og hvis den tager sig endnu mere sammen, kan den endnu mere. En tumleplads er fint, men det her bør være en tumleplads med tradition. Whatever you want it to be er ikke helt nok. At Roskilde er økologisk gør den ikke sekterisk. Men man kunne sige: fint at posen er genanvendelig, men hvad er der i den?

Og for at vende tilbage til den politisk korrekte signaling, som jeg er cirka lige så allergisk overfor som pis-øllene. Jeg må jo også indrømme, at der næppe er et bedre sted demonstrativt at signalere, at alle er velkomne, end Roskilde. For det er det fællesskab, festivalen lever på. Er det udemokratisk? Ensidigt? Næh, ikke så længe der også er plads til ‘de højreorienterede svin’ (tænk Bertelsen/Messerschmidt i De Uaktuelle Nyheder). At Roskilde tager repræsentation alvorligt er godt. På paletten er der mange farver, også musikalsk. Der er noget for enhver smag. Der er sort sol omkring Apacas koncert. Den var ikke gået for tyve år siden på Roskilde. Man havde nok syntes, at det var for soft core. Det synes boomerfar her stadig.

Og det er den fine balancegang, Roskilde Festival går – eller ikke går – når stort set alle hovednavnene er popstjerner: der skal være lidt til enhver smag. Og der skal være nogle af enhver slags på scenerne, ikke bare gamle hvide mænd med guitarer.
Roskilde er gået all in på repræsentation, og respekt for det. Men repræsentation er jo ikke indhold i sig selv, ikke kunstnerisk retning. Ligesom en identitet ikke er mening, selvom vi som et samfund, der i disse år græder ud, godt kan komme til at se det sådan.

At maden er økologisk betyder ikke, at jeg bliver mæt af den. Snarere tværtimod, efter alt at dømme.

Når vi alle er blevet trætte af at signalere, sørge og bekende – det sker når patientens (samfundets) tilstand er normaliseret om et par år – skal vi et nyt sted hen. Kunstnerisk. Hvad skal vi lege? Hvad er der på menuen? Roskilde må diske op med noget bedre end et øko-happy meal. Et happy meal er stadig et happy meal.

Gode intentioner, øl, fisse og dakkedakmusik er ikke helt nok, hvis vi ser langt og koldt ind i spejlet. Der må være andet end ølsuppens økologiske eskapisme – et nærvær, en kultur, noget der bringer os did. Noget vi samles om. Her kan de i Ældresagen nok byde ind med noget tradition og lidt retning, hvis Roskilde Festival er for bløde i mellemkødet.

Ellers opfordrer jeg boomerne til at tage latex-sværd med næste gang, så vi kan få krigen udkæmpet én gang for alle. Boomerne mod alle de andre! (– dem, der taler under koncerterne stiller sig i første række på alle-de-andre-siden). Den side der kæmper for kulturen vil have lidt ekstra at stå imod med – og sikkert mindre mytteri i rækkerne. Men er vi nok?

Det ville måske være nemmere, hvis Roskilde Festival kiggede op fra evalueringsarkene og fandt ud af, hvor de selv gerne vil hen.
Mens vi venter på dét sker, eller på Det Store Slag, lad mig da tale til Den Gamle Garde: I skal ikke true med at gå, I skal true med at blive! Tag på Roskilde, spær gluggerne op!

Antenner ud, og ørerne. I kunne jo risikere at få noget nyt med hjem.

En ung mand går og samler blomster i vejkanten, der hvor man kommer ud fra festivalen. Han løber over til mig, der drager hjemad med oppakningen, og rækker mig en firkløver. »Jeg fandt to,« siger han.